Udvalgets rolle

Det er udvalget, som i overensstemmelse med bestyrelsen formulerer visioner og målsætninger samt fører disse ud i livet.

En vision for et juniorudvalg er som regel en bredt formuleret ønske om at skabe det rigtige trivsels- og træningsmiljømiljø for klubbens juniorer.

Her kan du se eksempler på visioner for juniorgolfspillerne i et juniorudvalg:

  • Glæde ved at spille golf
  • Et stærkt kammeratskab
  • En stærk tilknytning til golfklubben
  • Lyst til at udvikle sit golftalent til det yderste

Det er udvalgets opgave at opstille de mål og arbejdsopgaver, som flytter organisationen i retning mod visionen, samt planlægge og strukturere hvordan disse mål bliver opnået.

Udvalgets primære rolle er derfor at lede og uddelegere arbejdet frem for at gennemføre den egentlige drift af disse aktiviteter.

Opdeling af arbejdsområder - et eksempel

Et eksempel på udvalgets arbejde kan være den årlige sommerlejr i golfklubben. Hvis udvalget har besluttet, at de ønsker at afvikle og gennemføre en sommerlejr i klubben for deres juniorer udpeger de én af udvalgets medlemmer til at stå som ansvarlig for opgaven.

Denne person er herefter den eneste i udvalget som beskæftiger sig med sommerlejren. Han/hun finder hjælpere uden for udvalget til at gennemføre denne konkrete og afgrænsede opgave. De frivillige hjælpere får derefter ansvaret for forskellige opgaver i forhold til afvikling af en sommerlejr som f.eks. mad til juniorerne, lege og træning, overnatning, natgolf, tilmelding, turneringer osv.

Denne opdeling af arbejdsopgaver og sondring mellem ansvarspersoner fra juniorudvalget og frivillige hjælpere er illustreret nedenfor.

 

 

udvalgetsrolle


 

Vi ved, hvor travlt man kan have som udvalgsmedlem, men med den rette strukturering af opgaverne bliver det menneskeligt muligt at gennemføre den lange række af opgaver, der stilles til et juniorudvalg i en golfklub.

Altså strukturering og planlægning foregår i juniorudvalget frem for egentlig afvikling og drift af aktiviteter. Denne uddelegering af arbejdsopgaverne og brug af frivillige til konkrete og afgrænsede opgaver skaber ligeledes et selvforstærkende miljø, hvor antallet af frivillige hjælpere omkring juniorudvalget vokser, og det vil i fremtiden blive lettere at rekruttere nye frivillige hjælpere eller udvalgsmedlemmer til juniorudvalget.

Et eksempel fra Asserbo Golf Club på juniorudvalgets arbejdsopgaver (word).